Jeg har været 46 gange rundt om solen.
Jeg er mor til to drenge, der står på tærsklen til at rende ind i voksenlivet.
Jeg er gift med verdensmanden, der mener at alt står bedst på en lige række, og hvis klokken bliver 8.00 inden, han står op, er dagen allerede gået.

Jeg er hundemor til Balou - en Parson Russell-Terrie, der gerne vil med i haven, men ikke for at hjælpe eller kigge mig over skuldren – "der er jo et hul, der skal graves?”.

Og så er jeg havemenneske. Så snart mine hænder rammer jorden, tror jeg det samme sker, som dig/jer/dem, der opnår Runners High i et marathon. Den følelse, hvor man ikke kan mærke, noget gør ondt, noget nager, skoen strammer eller der er lang vej hjem.
Jord under neglene er lige så smukt som den fineste neglelak i min verden.
Ingen plante er grim. Nogle er irriterende, besværlige og lever et Primadonna-liv. Men min følelse og overbevisning i de tilfælde, handler ikke om planten, men om mig.

Jeg tror på, at naturen var her først. Så dybt, at jeg har det tatoveret på min arm. Jeg lever mit haveliv efter det, med den største ydmyghed for, at jeg er nødt til at kende min plads som gartner i min have, og gøre mig fortjent til at beholde den titel.

Af respekt for det, der var her først: Naturen.