Dyrker glimmer indenfor

I lørdags stod jeg sent op. Det sker sjældent efterhånden, for ovenpå et år med hormonterapi er mit ellers veludviklede sovehjerte overgået til de evige jagtmarker og genopstået som et morgenfrisk hjerte. Det er dog endnu et ungt hjerte, så det er stadig drønforvirret og i tvivl om, hvad ‘frisk’ egentlig betyder. Frisk er nemlig ikke det samme som at vågne hver morgen kl. 06.00 …

NÅ! Hokus pokus, så kom Cristine endnu en gang i fokus.

Og det er ikke fair, for det er glimmer, vi skal tale om.

I lørdags, da jeg som sagt vågnede lidt senere end normalt, vågnede jeg op til den fulde effekt af min nye diskokugle, jeg har hængt op i mit soveværelsesvindue. Tænkte da jeg gjorde det, at det på et tidspunkt, ville stå lysende klart for alle, inkl. dem jeg bor sammen med, hvorfor det er en god ide. Og allerede to dage efter fik jeg beviset.

Små, lysende prikker som små sole dansede rundt på mine vægge, på gulvet og på mig.

Lyset var magisk. Som kun det kan være kl. 08.50 en lørdag morgen, hvor det er -5 grader udenfor. Som om det hele står og “singer”. Ikke på engelsk, men på dansk. “Singer”. Du ved den der lyd fra de gamle tegneserier, hvor noget fryser til is. Den lyd.

Og ovenpå toppen af den, glimrede de små sole i mit soveværelse. Jeg hvinede som om, jeg ikke lige er blevet 47, og tog straks en masse billeder, inden jeg huskede på, at stoppe op, og tage billeder med øjnene og gemme dem i det nye, friske hjerte.

Men du bor jo ikke i mit hjerte, selvom det er tæt på, når du læser med her.
Så billerne jeg tog, er til dig.
Forhåbenligt kan de ske noget inden i dig også. Noget, der har med glimmer at gøre 🪩

Så mens jeg venter på at både have tid og mulighed for at komme ned i mit sommerhus og være i min have, dyrker jeg glimmer indenfor. Og glæder mig over, at jeg får sådan nogle gode ideer, som fx at hænge en diskokugle i mit soveværelsesvindue lige præcis nu, hvor der er behov for at smile mere, end jeg er vant til.

Forrige
Forrige

Kan man beskære planter, buske og træer hele året?

Næste
Næste

Mit ord for 2026