Nytårstale fra haven, 2025/2026

Kære haveejer

Så gik der endnu et år i haven. Endnu et år, hvor du har nydt solen på din næsetip med kaffen i hånden, i din have, hvor du har trillet 100 ture med din trillebør, beskåret roser, plantet dahlia og kæmpet mod sneglene. Og nu står vi her, på tærsklen til et nyt år og som jeg har forstået det, er det nu, I gør op med jer selv, om hvad I vil tage med ind i det nye år, og hvad I ikke vil tage med.

I år har jeg besluttet, at jeg vil gøre det samme. Og jeg tillader mig at gøre det på jeres vegne.
For hvis der er én ting, jeg efterhånden har lært, så er det, at I haveejere ikke holder jer tilbage med holdninger. Hverken til mig eller til resten af landets haver. Og måske er tiden kommet til, at jeg også tager ordet.

Og vi lægger lidt hårdt ud, for det forekommer mig helt utroligt, så travlt I har. Selv her i mine rammer, hvor I helt naturligt burde komme med i gear, formår I gang på gang at løbe forbi det, jeg prøver at give jer, nemlig ro. Haveplaner, farveskemaer, nye planter, perlesten til den nye havesti, nye bede, flere højbede og etområde med rislende vand, hvor I skla sidde og meditere, bliver planlagt og talt om. Undersøgt på jeres mobiltelefon, mens I tager billeder af jer selv og fortæller verden, at I undersøger og planlægger.

Jeg synes det er synd. Ikke for mig, for jeg bliver ved med at gøre det, jeg er kommet for at gøre; skabe liv. Men synd for jer. For fuglen synger, mens I taster. Dahliaknoppen åbner sig mens I køber næste års knolde. Tudsen kalder sit elskovskald, mens I har New Wave Sounds of Zen i ørerne og prøver at være til stede.

Der sker så meget, helt af sig selv. Men ser I det? Altså sådan ægte?

Jeg er i tvivl. Og måske skulle I bruge mere tid på at være i nuet i haven i 2026 fremfor at tænke på, hvordan I oplever nuet i haven (og dokumentere det bagefter). Jeg tror, det vil give jer mulighed for at opleve roen lidt mere, end jeg synes, I gør nu.

Jeg kan nok heller ikke få jer til at lægge mobiltelefonen i 2025 og ikke tage den med ind i 2026. Men måske kan vi aftale, at I ikke tager med ud i haven halvdelen af de gange I går derud i 2026?

Vi kommer heller ikke uden om det. For 2025 har, igen, været et af de varmeste år nogensinde. Og der er meget, jeg er herre over, men klimaet … den hænger altså på jer, venner.
I er nok glade for den tørke, vi havde i foråret, ik? For det betød langt færre dræbersnegle end de foregående år. Men foråret er ikke kun tørt, vådt eller koldt. Foråret er historisk ustadigt, og netop det giver mig det, jeg har brug for: vand, sol, frost, varme, blæst og stille dage.
Men jeg synes at der er mange år siden, at alle årstiderne opførte sig, som de burde. Bare se nu her i december 2025 … ja, vi har haft frost, men det er 9 grader?

Så også jeg skal indstille mig på nye tider.
Men kunne vi prøve at slå bremsen i?

Eller ku’ I, for som sagt: Det ikke mit bord, det her.

Ja, jeg ved godt, I er mange, der har forstået, at end bølge starter med en skvulp, og at I kan sætte gang i en revolution ved blot at tage spadestikket en anelse anderledes end hvad I gjorde før. Og tak for det.

Men så længe, der er så mange, der stadig dyrker haven ud fra, hvad de har lyst til og uden en tanke på den pligt man har som haveejer, så forsætter det med at blive varmere, koldere og dummere. Og uha, sagde jeg pligt? Ja, det gjorde jeg, for I har en pligt eller ansvar om I vil, så snart I vælger at dyrke haven.

Det betyder for eksempel, at hvis du absolut vil have blåbær eller rododendron, må du tage ansvaret hele vejen og lave din egen sure jord i stedet for at købe spagnum, der for hvert eneste spadestik ødelægger din, min og vores planet.

Det betyder også, at du bør vide noget om de planter, du bringer ind i haven. Og nej, en havehortensia har det ikke godt på en sydvendt terrasse, ligesom du i øvrigt heller ikke bør købe den i supermarkedet i april, for den blomstrer slet ikke i april.

Som afrunding på det kæmpe gok, jeg er i gang med at give jer, slår jeg lige fast (og dermed leverer jeg et gok mere her på falderebet), at måske skal I ikke gå så meget op i, hvad I har lyst til, men mere, hvad I har pligt til.
Det lyder lidt surt, det ved jeg godt. Men det har faktisk aldrig skadet noget menneske at leve op til en forpligtigelse, der har et større formål end, hvad der opfylder eget behov lige nu og her. Faktisk viser det sig, at pligt har en sjov måde at sætte mennesker fri på.

Så lad egoet ligge i 2025 og tag fællesskabet med ind i 2026 og spørg dig selv lidt oftere, hvilket formål den handling du er i gang med tjener. Dig og kun dig? Hvis ja, så skal du måske vælge en anden vej?  

Jeg skal nok være sød fra nu af. Men altså, for lige at undskylde mig selv: Jeg er jo ikke en art for sig selv. Jeg er en del af naturen, også selvom jeg er dyrket og styre af dig. Og naturen … ja, den er nådesløs, og dermed er jeg også. Jeg skyr ingen midler, og jeg opfører som jeg vil ud fra de betingelser, jeg bliver givet.  Sådan er det. Og der bliver kun mere af det fremover. Så det’ sagt.

Men jo, jeg vil også gerne være sød. Og det er jeg faktisk tit. Fx når jeg sørger for, at det frø, du plantede for måneder siden bryder frem af jorden, og viser sig som en lille grøn spire, der gaber efter en lang søvn og strækker sig mod solen. Det er da sødt. Selv jeg, som ikke er så sentimental, som I er mange der tror, synes det er sødt.

For selvfølgelig skal du også roses, kære haveejer. For jeg ved jo godt, at du trasker frem og tilbage i næsten al slags vejr for at skabe din have. Og som jeg er skabt til at skabe liv, er mennesker skabt til at skabe noget, og ikke sidde hele dagen ved en computer.
Og jeg kan se på jer, hvor glade I bliver, så snart I er herude. Når I mærker solen eller den første forårsregn på panden. I lyser ligesom op på en måde, der minder om en rosenknop, der bryder frem af sin skal. Sådan ser I ud.

Og I gør så meget godt.

Jeg mærker det. Særligt når I arbejder med jorden for at forbedre den på den mest bæredygtige måde. Når I giver lov til at haven godt må visne når den tid er, og dermed give tilbage til økosystemet. Når I lader et hjørne være lidt rodet, fordi I ved, at det perfekte ikke er noget naturen har bedt om.

Og når I vælger at vente en uge, en måned eller et år mere, før I gør noget, fordi I har lært, at alting ikke behøver blive fikset med det samme og at naturen tager den tid, som naturen skal tage.

Selvom jeg i starten siger, at I har alt for travlt, så har jeg set, at I også løber efter balancen. Og det kapløb er der flere af jer, der efterhånden vinder. Godt for jer, og ikke mindst, jer alle sammen.

Men ja, jeg kan være nådesløs. Det er mit vilkår. Men jeg kan også samarbejde. Og det gør jeg gerne, når I møder mig med nysgerrighed frem for behovet for kontrol, med ansvar frem for jeres umiddelbare behov og med lysten til at indgå i noget større end jer selv.

Jeg skal nok gøre mit.
Det har jeg altid gjort.

Og hvis I gør jeres, så skal det nok blive godt.

Tag det med ind i 2026, at hvis du handler ud fra, hvad der tjener et større formål, så er enden ikke nær, og alt optil bliver godt igen.

Vi ses lige lige om lidt.
Godt nytår.