Lavendler og andre “forårsblomster” fra supermarkederne.

29. marts 2025

Ja, det ser lidt sølle ud, ik?

Der er ikke tal for hvor mange gange, jeg har set sølle, udpinte og halvdøde planter i supermarkederne. Det er mange, mange gange og mit hjerte græder hver gang.
Ikke kun fordi jeg synes, det ægte er synd for de planter, der har brugt tid på at vokse op og stråle omkap med deres sidemakker.

Men jeg græder også for det klimasvigt, det er.

For slet ikke at tale om, alle de, måske dig, havemennesker, der hvert år bliver snydt af supermarkederne til at købe planter, der på ingen måder har blomstringsperiode på det givne tidspunkt og sælges som noget, de er ikke.

Jeg vil SERIØST opfordre dig til at læse færdig, selvom blogs er gået af mode. For du bliver klogere, og finder ud af, hvorfor du skal gemme dine penge til noget bedre, samtidig med at du gør klimaet og naturen en kæmpe tjeneste, når du lader planterne stå i supermarkederne.

Hvorfor skal du lade være med at købe planter i supermarkederne?

En af de første grunde er, at planteskolerne lider under det. Der er samlet utrolig meget viden på landets planteskoler og at uddanne sig til gartner er et håndværk, et fag, en videnstung uddannelse og et årelangt erhverv, som vi risikerer at tabe på gulvet, fordi det er nemmere at købe planter ind sammen med pasta, havregryn og dåsetomater.

Tag på planteskolerne, få råd og vejledning og brug deres viden til at vælge de rigtige planter til netop din have og det mikroklima, du har at gøre godt med i din have.

Og husk: der er forskel på et plantecenter og en planteskole …

Hvornår blomstrer en lavendel egentlig?

For langt de fleste sorter: juni til august. Jeg har været heldig at have små dutter af lilla i start september, men det var et lykketræf. Der findes lavendelsorter, der kan komme tidligere frem, men det vender jeg tilbage til.

Men de blomstrer ikke d. 29. marts, som billedet du ser i toppen er fra.

Derfor er de blomstrende lavendler, du kan købe lige nu planter, som er drevet frem gennem vinteren.
👉 Hvordan gør man det? I store drivhuse, med kunstigt lys og varme.
Hvis det ikke er dansk planteproduktion (hvilket prisen afslører, det nok ikke er) skal de derefter fragtes til Danmark.

Co2 udledningen er værd at tage at føle på …
Det er grund nr. 2.

Grund nr. 3 er:
Lavendler er en middelhavsplante, der lever i tør, næringsfattig og virkelig godt drænet jord.
Ja vist, de er blevet kultiveret til at kunne klare de danske forhold og den fede danske muldjord, men det er stadig en middelhavsplante, uanset hvad vi prøver at ændre dem til på et laboratorium.
Lavendler hader at stå med våde “fødder” i tung jord, som bliver kold, våd, kold, våd, kold og våd igen henover en lang vinter – og det er netop det, der sker på vores breddegrader.

En god gang frost kan de faktisk godt tåle, når de er veletablerede i din have. Men de planter, du køber er ikke veletablerede. De er unge, drevet frem i et drivhus med en kort udviklingsfase, så rødderne slet ikke har nået af udvikle sig som stærke rødder, men kun som nogen, der er på jagt efter det næste fix hele tiden.

Alt dette betyder, at du har med en ekstremt sårbar plante at gøre.
Derfor klasker de sammen, som du ser på billedet.

Lad os lige summe det op.
Hvorfor er lavendlen klasket sammen:

  • De er drevet frem – presset til at vokse hurtigt og blomstre langt tidligere end deres naturlige blomstringsperiode indtræffer.

  • Rødderne er derfor svage, og fremfor at vokse langsomt og blive stærke, er de på jagt efter det næste fix.

  • Det har været nattefrost, og en ung plante, der står i en plastikpotte, krukke eller i jorden skal beskyttes mod frost, uanset hvilken sort, du har med at gøre.

  • De ansatte i supermarkederne har ikke de rette forudsætninger for at passe på planterne.

    • Fx stod disse lavendler i vand … den velmenende medarbejdere havde nok tænkt, at det kunne redde dem fra deres klaskede udseende. Men overvanding slår netop lavendler ihjel …

Forskellige sorter kan klare forskellige forhold

Er du uddannet gartner og læser med her, vil du måske kunne se på billedet at den sort, jeg har taget billede af, er en Lavendel Thumbelina. En sort, der faktisk er velegnet til krukker og som får meget tidlige blomster – faktisk allerede i april, hvis plantens ejermand har passet godt på den.
Men! Jeg så dem i supermarkedet første gang for en uge siden. I blomst. Inden mine øjne fangede dem, er de blevet fragtet hertil og før det, er de vokset op i et drivhus. Jeg tør derfor godt anslå, at blomsterne har kigget frem allerede i slutningen af februar/start marts.

De har altså blomstret længe før de egentlig skulle – også selvom denne sort er kultiveret væk fra lavendlens oprindelighed: At blomstre fra juni og ind i august.
Det betyder, at trods de faktisk er en tidlig blomstrende lavendel, er de stadig presset frem til at kunne ramme supermarkederne i marts og lokke forbrugeren til at købe flotte, blomstrede lavendler inden vinteren har sluppet 100%.

Come on - det er sgu da skørt?! På niveau med de røde jordbær, der også stod i frugt – og grøntafdelingen d. 29. marts i samme supermarked … i Danmark …

Selv navnet er ikke ramt korrekt. Det er ThumbelinA, kære supermarked …

Her er et par andre planteeksempler, du skal holde nallerne fra lige nu

  • Hortensia: Den almindelige hortensia blomstrer fra juni-september.

    • jeg skriver et særskilt blogindlæg om det om nogle dage, for her har vi at gøre med en af de helst store syndere …

  • Alunrod: blomstrer fra maj-august. Se billede 1.

  • Engelsk græs: Blomstrer fra maj-juni. Se billede 2.

    • Foretrækker i øvrigt sandet, næringsfattig jord i fuld sol, og er dermed ikke egnet til en parcelhushave med alm. havejord eller i en krukke med planteskolejord.

  • Staude gyldenlak: Blomstrer fra april-juni, og hvis du er dygtig: helt ind i september. Se billede 3.

Pånær hortensia, kan du se alle planterne herunder – og se, at de alle står i fuld blomst
… d. 29. marts.
Jeg tror, du har fanget pointen nu, ik?

En sidste grund til, at du skal lade være med at købe planter, der er drevet frem …

Lige inden jeg slipper dig: Når du køber planter i fuld blomst, køber du planter, der HAR peaket eller er godt i gang med det.
Det betyder, at når de er afblomstret, så er de afblomstret … inden for de næste par uger, måske en lille måned, står du altså tilbage med en plante, der er grøn, men ikke længere blomstrer.
Det kan være, du er heldig, at få en 2. blomstring på planterne, hvis du klipper blomsterne af, når de visner, men 2. blomstring bliver aldrig lige så kraftig som den første.

Blomsterne lokker dig og dit billede af din forårsterrasse, det ved jeg godt … men med udsigt til nattefrost, svingende temperaturer og regn, blæst og manglende insekter, der ikke er vågnet helt op endnu, står du lige om lidt med en masse grønne tutter i en potte eller i dit bed, som ikke leverer, det du havde regnet med, og så … ja, så? Så skal du ud og købe nyt og mere, og måske har vi netop fat i essensen her … for hvem vinder i sidste ende på det?

Dem, der har produceret planten, for en ting er sikkert: De lader dig ikke gå ned på gode tilbud og planter, du kan blive ved med at købe …

Næste
Næste

Larver i krukker og højbede?